Kolding Kommune indleder samarbejde med påskeharen

Påskeharen har været en tur forbi Kolding Kommunes 85 parcelhusgrunde og lagt et æg på hver grund. Kommunen opfordrer derfor alle til at gå på jagt efter påskeæggene den 20. april.

- Vi har indgået et samarbejde med påskeharen for at lave en hyggelig aktivitet for kommunens børnefamilier, fortæller Kirsten Simonsen fra By- og Udviklingsforvaltningen med et glimt i øjet og fortsætter:

- Samtidig vil vi selvfølgelig gerne skabe opmærksomhed om vores mange attraktive parcelhusgrunde.

Hvis du vil på æggejagt, kan du finde en oversigt over alle 85 grunde på hjemmesiden kolding.dk/byggegrunde

Næsten ligegyldigt, hvor du bor i kommunen vil der være en parcelhusgrund i nærheden, hvor påskeharen har været forbi. Lige nu har kommunen byggegrunde til salg i Vamdrup, Viuf, Dalby, Christiansfeld, Lunderskov, Jordrup, Hejlsminde, Vester Nebel og Lilballe.

Stigende interesse for parcelhusgrunde

Kommunen oplever lige nu en stigende interesse for parcelhusgrundene, især er der stor efterspørgsel på grundene i Vester Nebel-udstykningen Elkærholm. Kirsten Simonsen håber derfor, at den lille påske-gimmick kan være med til, åbne øjnene for nogle af de mange andre byggegrunde i kommunen.

 

Dagens Gossip