Kommentator: Historisk hård S-kampagne mod Lars Løkke

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Socialdemokraternes nye kampagne med fuld fokus på Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er så hård og personlig, at den skader alle parter.

Det siger politisk kommentator på BT, Søs Marie Serup.

Kampagnen viser et stort billede af Løkke med bunker af bilagssedler som baggrund. Og selv de argeste modstandere af Venstres formand må vel erkende, at der findes billeder, hvor lyssætningen er ham langt mere nådig end tilfældet er på kampagne-portrættet.

- Jeg vil svinge mig op til at sige, at den kampagne er historisk, siger Søs Marie Serup.

- Vi har set hårde kampagner før - også med hårde personangreb - men så har de været fra ungdomspartierne, der har en armslængde til moderpartiet, siger hun og fortsætter:

- Her lægger Socialdemokraterne så selv navn til en kampagne, der er direkte rettet mod en politisk modstanders personlige karakter og moralske habitus, og det kan jeg simpelthen ikke huske noget fortilfælde for.

Ifølge den tidligere pressechef i Venstre er kampagnen så brutal, at selvom den gør skade på modstanderen, så slår den også tilbage mod afsenderen selv.

- Jeg vil betragte det her som en kampagne med rekyl. Den slår helt sikkert bagud, men jeg tror bare, at den er farligere foran.

- Begge parter vil blive ramt af, at man tager diskussionen på det her niveau. Socialdemokraterne kommer ikke til at slippe uskadt fra at bruge de her metoder, men jeg tror bare, at det vil ramme Løkke hårdere, lyder vurderingen fra Søs Marie Serup.

En ekspert i negative kampagner, Rasmus Tue Pedersen fra Københavns Universitet, tror ikke nødvendigvis, at Socialdemokraternes vil skade Socialdemokraterne.

- Vi undersøgte det i sidste valgkamp, hvor vi spurgte en masse, og det sjove er, at vælgerne ikke nødvendigvis er så trætte af de her kampagner, siger han til Ritzau.

Hvis der er politisk indhold til stede i kampagnen, så gør det ikke så meget for vælgerne, at den hænger modstanderen ud.

Og det er delvist tilfældes med den nye kampagne, der udover at fokusere på personen Løkke også har klare tråde til hans politiske slagnummer om nulvækst.

- Det er ikke et rent personangreb, der udelukkende går på hans karakter. Men den spiller selvfølgelig også på de her bilagssager, siger han.

/ritzau/