Kommentatorer: Løkke gambler med DA-chef som minister

Skrevet af admin

28/06/2015

Dagens topnyheder

Kun én minister i den nye regering kommer ikke fra Venstres folketingsgruppe, og han er et kontroversielt valg.

Ikke fordi det i sig selv er ildeset at hente ministre ind udefra, men fordi den nye beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen, kommer direkte fra direktørstolen hos Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

Og det er en satsning fra statsminister Lars Løkke Rasmussens side, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

- Han er om nogen symbolsk med benhård arbejdsgiverpolitik i Danmark, mener Engell, som begrunder:

- Senest stod han i spidsen for et katalog med milliardbesparelser på overførselsindkomsterne. Det er ren gift i forhold til de røde partier at vælge sådan en type lige præcis på den post.

Engell vurderer, at den nye beskæftigelsesminister er respekteret blandt arbejdsmarkedets parter, men at han mediemæssigt "ikke er nogen sællert".

Altingets politiske kommentator Erik Holstein mener ligefrem, at udnævnelsen er et dårligt træk.

- Jeg synes ikke, det er et særligt klogt valg at tage Jørn Neergaard ind, konstaterer han og uddyber:

- Venstre har brugt ret lang tid i de forudgående år på at opbygge en eller anden form for forståelse med fagbevægelsen og ikke mindst Dansk Metal.

- Når man så går ind og bekender kulør ved at tage en mand for arbejdsgiversiden direkte ind på den post, så kan man ikke undgå at skade forholdet til de faglige organisationer og skabe mistillid.

Troels Mylenberg, politisk kommentator og chefredaktør på Fyns Amts Avis, mener, at Neergaard kan være hentet med særligt blik for den kommende afrapportering fra Dagpengekommissionen, som den nye minister selv har været medlem af.

- Han havde meldt sin afsked fra DA engang til efteråret, og det godt være, at han sidder med en periode med nogle konkrete opgaver, han skal løse, og så kan han rokeres ind eller ud alt efter, hvad der sker, påpeger han.

/ritzau/