Kræver livstid til bulgarere for 81-årige Kirstens død

Et bulgarsk brødrepar bør straffes med fængsel i 16 år eller på livstid for drabet på 81-årige Kirsten Inge Damsgaard. Sådan lyder kravet fra sagens anklager Niels Carstensen onsdag ved Retten i Glostrup.

Brødrene Ognyanov er onsdag formiddag blevet kendt skyldige i hjemmerøveri og drab. Brødrende bandt under et røveri Kirsten Inge Damsgaard så brutalt, at hun ikke kunne få luft og efterfølgende blev kvalt.

- Rovmord har altid været bedømt meget strengt. Praksis har hidtil været 14 eller 16 års fængsel. Men med en lovændring er straffen for hjemmerøveri blevet fordoblet, fortæller Anklager Niels Carstensen.

Han mener derfor, at straffen mod brødrene bør være så streng, at retten skal overveje, om brødrene Ivan og Atanas Ognyanov skal idømmes livstid.

- Straffen for hjemmerøveri alene er blevet fordoblet, og det betyder jo, at vi ikke kan nøjes med fængsel i 14 eller 16 år, siger han.

Flere omstændigheder ved sagen er så alvorlige, at retten ifølge anklageren bør overveje lovens strengeste straf, fængsel på livstid.

- Der foreligger i denne her sag nogle skærpende omstændigheder. Forbrydelsen er foregået af flere i forening, og de tiltalte har udvist særlig hensynsløshed, siger Niels Carstensen.

- De tiltalte har desuden udnyttet den tiltaltes værgeløse tilstand. Den ældre dame var 81 år og vejede 33 kilo. Og man må lægge vægt på den brutalitet, som de tiltalte har udvist, siger han.

Forsvarsadvokat for Atanas Ognyanov, Erbil Kaya, mener dog ikke, at livstid overhovedet bør overvejes.

- Livstid er helt udelukket. Det er noget, som bliver brugt i de mest makabre drabssager, og det er slet ikke på tale her, siger Erbil Kaya, som mener, at 14 års fængsel vil være en passende straf.

Den anden brors advokat, André Rouvillain, mener ligeledes, at fængsel i højst 14 år vil være rigtigt.

Ud over fængselsstraffen står brødrene også til at blive udvist til Bulgarien med et bestandigt indrejseforbud.

Der ventes dom i sagen onsdag over middag.

 

 

Dagens Gossip