Krohn-Dehli og co. forværrer Sevillas CL-håb

Skrevet af admin

11/05/2015

Mest læste i dag

Fodboldklubben Sevilla har succes i Europa League, men holdet får svært ved at kvalificere sig til den mere prestigefulde Champions League i næste sæson.

Søndag aften måtte klubben nøjes med 1-1 ude mod Celta, et resultat der efterlader Sevilla på femtepladsen i den spanske Primera Division med 70 point for 36 kampe.

Dermed har holdet før de to sidste runder tre point op til Valencia, der besætter fjerdepladsen, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen.

Valencia er desuden bedst i det indbyrdes regnskab mellem de to klubber, så ved pointlighed vil holdet slutte bedre end Sevilla.

Sevilla fik ellers en rigtig god start på kampen mod Celta, idet Kévin Gameiro bragte gæsterne foran efter otte minutter.

Michael Krohn-Dehli var med i samtlige 90 minutter for Celta. Danskeren forlader klubben efter denne sæson, og på rygteplan er Sevilla blevet nævnt som en kommende arbejdsgiver.

10 minutter inde i anden halvleg trak Michael Krohn-Dehli sig godt fri, men hans flade afslutning endte et godt stykke forbi mål.

Kort tid efter fik Celta udlignet, da Santi Mina scorede på et straffespark.

Mere blev det ikke til i kampen. Resultatet efterlader Celta på 10.-pladsen med 47 point.

Sevilla er forsvarende vinder af Europa League, og holdet er godt på vej mod endnu en finale.

Torsdag spiller den spanske klub ude mod italienske Fiorentina, der er bagud 0-3 før returkampen.

/ritzau/