Better Place satte nemlig barren højt, da det i 2009 åbnede dørene for den danske del af forretningen. Målet var 10.000 kunder, der skulle trille rundt på de danske veje i elbiler, der enten skulle lades op med ledning og stik eller via automatiseret batteriskift på en af Better Places stationer langs det danske motorvejsnet.
Kravet til infrastruktur gjorde, at virksomheden måtte have en vis størrelse for overhovedet at komme i drift, og på Better Places hjemmeside beskriver den sig da også som én, der »på kort tid blevet en mellemstor virksomhed«. Men hverken kunder eller økonomiske resultater viste sig.
Den eneste store danske medejer er DONG Energy, der sidder på 17 procent af ejerskabet. Energikæmpen mistede dog i februar tålmodigheden og meddelte, at den ikke var parat til at hælde flere millioner i pressede Better Place. Indtil videre ser DONG Energy ud til at have brugt 200 millioner kroner på elbil-eventyret. Om selskabet kan redde nogle af dem, er endnu uvist.
Direktøren for Better Place, Johnny Hansen, mener, at årsagen til kollapset ikke skal findes i teknologi eller forretningsmodel. Han peger i stedet et andet sted hen.
»Vi må dog erkende, at vi ikke ramte den rette timing, og at vores moderselskab ikke har været i stand til at rejse de midler, der skal til for at sikre en langsigtet finansiering af Better Place. Vi ved, at mange danskere gerne vil køre elbil, men de har haft for få bilmodeller at vælge imellem, og så er det ikke nok, at vi som operatør står klar til at lade elbilerne,« siger han i meddelelsen om konkursen.
Andre har dog et andet syn på sagen. Formanden for Dansk Elbils Komité, Per Jørgensen Møller, vurderer over for erhvervssitet Epn.dk, at Better Place blev ramt af intern fnidder og at forretningsmodellen haltede.
»Better Places strategi har måske ikke været den mest fornuftige. Firmaet har ikke haft indtjeninger, der kunne dække sine udgifter,« siger han ifølge sitet og tilføjer:
»Det har været et problem, at Better Place Danmark er en del af en international organisation. Strategien er blevet justeret flere gange, ligesom en direktør er gået, så det tyder på, at de ikke har været helt enige om strategien.«
Med hensyn til strategi, så peger Per Jørgensen Møller blandt andet på, at det var et problem at vælge en bil fra franske Renault. Bilen har ikke fænget de danske kunder, og det har været et problem, når det var den eneste model at vælge imellem, hvis man ville have en elbil, der kunne benyttes på Better Places batteriskiftstationer.
2013 har alt andet lige været et rædselsår for Better Place. Efter DONG trak stikket var virksomhedens ledelse nødt til at nedbringe udgifterne - det blandt andet ved at lukke sit besøgscenter og afskedige folk.I begyndelsen af maj måtte Better Place-ledelsen så modtage endnu en nedslående nyhed: Leverandøren Renault havde besluttet at satse på andre elbil-koncepter end den med udskifteligt batteri, som netop Better Place har satset på.
Seneste regnskab fra Better Place dækkede året 2011, og her landede resultatet på et underskud på knap 100 millioner kroner. Johnny Hansens forventninger om 10.000 elbiler, blev ikke til virkelighed. Sidste år nævnte han endda, at der skulle sælges 20.000 biler, før virksomheden ville blive rentabel. Det ville over en treårig periode svare til over 500 solgte elbiler - om måneden.
Hvad kunderne nu skal gøre er uvist. De Better Place-kunder, der netop har den omtalte Reuault Fluece, kan have et problem, idet batteriet i deres bil teknisk set er ejet af en virksomhed, der er gået konkurs. Det tyder dog på, at der de første dage ikke bliver den store omvæltning for elbillisterne.
Ifølge DR Nyheder, så venter Better Place-direktøren Johnny Hansen, at batteriskifte-stationerne kan forblive åbne - i hvert fald »foreløbigt«, som han formulerer det.