Kvindelig fransk betjent død af skud i Paris

Skrevet af admin

08/01/2015

Dagens topnyheder

Den kvindelige betjent, der torsdag morgen blevet hårdt såret ved en skudepisode i det sydlige Paris, er død, oplyser politiet.

Dermed har tre franske politibetjente mistet livet i løbet af de sidste 24 timer.

Onsdag blev to betjente dræbt, da to gerningsmænd udførte et blodigt angreb mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo. 10 af bladets ansatte blev dræbt ved angrebet.

Intet tyder umiddelbart på, at der er forbindelse mellem de to skyderier. Ifølge de franske myndigheder ankom den kvindelig betjent og en kollega til området Porte de Chatillon i forbindelse med en færdselsulykke.

Herefter steg en mand ud af en bilen og affyrede skud mod betjentene. En politikilde sagde tidligere til AFP, at manden var iført skudsikker vest.

Ved skudepisoden blev en offentligt ansat også såret. Personen meldes uden for livsfare, oplyser Frankrigs indenrigsminister, Bernard Cazeneuve,

Vidner siger, at manden flygtede i en Renault Clio efter skyderiet.

Det er endnu ikke bekræftet, hvorvidt skudepisoden torsdag har forbindelse til onsdagens massakre på Charlie Hebdo, hvor 12 mennesker blev dræbt.

Her deltager tusindvis af politifolk i en omfattende menneskejagt på de formodede gerningsmænd.

Fransk politi har således udstedt arrestordre på den 32-årig Cherif Kouachi samt den 34-årige storebror Said Kouachi, som mistænkes for at stå bag massakren. Begge er født i Frankrigs hovedstad, Paris.

Torsdag middag er de to mænd blevet set omkring 80 kilometer nordøst for Paris i en hvid eller grå Renault Clio. Umiddelbart er der ikke noget, der peger på, at der er tale om den samme bil, som den der blev stoppet af den kvindelige betjent syd for Paris.

En tredje mistænkt meldte sig selv til politiet natten til torsdag. Den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, sagde desuden torsdag morgen, at syv personer er blevet anholdt i løbet af natten.

/ritzau/AFP