Læserbrev: Trist sag vi skal tage ved lære af

Læserbrev af Christian Haugk, Gruppeformand for Socialdemokraterne, Vranderupvej 45, 6000 Kolding.

Endnu et lokalt plejefirma lukker. Endnu en gang står en masse ældre medborgere i en utryg situation, hvor de skal skifte leverandør af hjemmehjælp. Heldigvis står dygtigt kommunalt personale klar til at tage over.

Politisk må vi påtage os ansvaret. For mig handler det ikke om rød eller blå farve. Det handler om, at vi i byrådet må tage ved lære af situationen. Socialdemokraterne vil gøre alt hvad vi kan, for at det ikke sker igen.

Fremover må vi stille krav til de firmaer, der byder på opgaver for kommunen. Via prækvalifikation skal det sikres, at pris og kvalitet hænger sammen. For der må aldrig være tvivl, om den kvalitet vi levere til de ældre.

Det er tydeligt, at den pris der vandt udbuddet er så lav, at almindelige lokale virksomheder – og dermed lokale arbejdspladser – ikke har kunne være med. Det betyder færre valgmuligheder for de ældre. Men også en stigende bekymring, i forhold til kvaliteten af de ydelser der leveres. Det er simpelthen ikke godt nok.

Jeg vil gerne sige tak, til de mange borgere der har henvendt sig til mig. Hele sagen er trist og skaber usikkerhed for både medarbejdere og ældre. Men også en stor tak til alle de kommunalt ansatte, der gør en ekstra indsats for at sikre de ældre den bedste hjælp. Uden jer, gik det slet ikke.

 

Dagens Gossip