Landin: Pointtabet gør ikke den store forskel

Skrevet af admin

16/01/2015

Dagens topnyheder

De danske håndboldherrer var foran både 13-6 og 17-11, men alligevel lykkedes det undertippede Argentina at spille uafgjort 24-24 ved VM i Qatar.

Chokresultatet sætter dog ikke yderligere pres på Danmark, mener målmand Niklas Landin.

- Der har hele tiden været pres på os, fordi vi gerne skulle blive nummer et i gruppen. Og det kan vi jo stadig nå at blive. Der er vel ikke mere pres på os, end før turneringen gik i gang.

- Selv om vi havde vundet, så skulle vi stadig vinde over de fire andre hold. Så på den måde gør det ikke den store forskel.

- Det går ud over selvtilliden, for vi ville gerne have lukket denne kamp i starten af anden halvleg, siger Landin.

I stedet for at danskerne lukkede kampen, så kom Argentina stærkt tilbage og vandt faktisk anden halvleg med 16-11. Det var dybt skuffende, mener Landin.

- Vi skulle gerne have haft to point. Det ville jeg gerne have hjulpet lidt mere med, siger Landin.

- Vi kom jo ikke ordentligt ud til anden halvleg. Vi tabte anden halvleg klart, så det var ikke godt nok fra vores side.

- Vi smed bolden væk for let i angrebet, og de løb kontra, og de fik alt for mange lette mål. I første halvleg skulle de kæmpe rigtigt meget for det, påpeger THW Kiel-keeperen.

/ritzau/