Landsret dømmer to russere til at aflevere 90 millioner

Skrevet af admin

22/12/2014

Dagens topnyheder

Et flere år gammelt opgør mellem russiske forretningsmænd om en millionformue er mandag blevet afgjort af Østre Landsret.

To mænd, der har boet i Danmark, dømmes til at aflevere 90 millioner kroner til rigmanden Vladimir Illyich Nekrasov.

Baggrunden er den ene af de dømtes manøvrer i januar 2007 i København.

Han var direktør i et anpartsselskab med adresse i den danske hovedstad. Her fik han de ansatte i Sydbank til at overføre beløbet til en konto i Letland, og derefter blev millionerne sendt videre til hans bekendtes selskaber og en advokat i Schweiz.

Men det var stik imod hensigten med anpartsselskabets penge, der kom fra Nekrasov.

Kapitalen skulle i stedet have været brugt til at købe en del af aktierne i et selskab, som ejede en ejendom i Kiev i Ukraine, fastslår landsretten.

Nekrasov føler sig bestjålet, og anklagemyndigheden i Københavns Politi har da også rejst tiltale mod den tidligere direktør og dennes bekendte for bedrageri for netop 90 millioner kroner.

Straffesagen ventes at blive behandlet af byretten i løbet af marts. Her afgøres i hvert fald den enes sag.

Den anden mand sidder for tiden bag tremmer i Belgien. De danske myndigheder forsøger at få ham udleveret, fremgår det af mandagens dom.

Straffesagen har været meget længe undervejs i dansk politi. Derfor tabte Vladimir Illyich Nekrasov tålmodigheden og anlagde en civil sag - og det er den, der nu er afgjort.

I dommen hedder det, at der kan hentes næsten 7,5 millioner euro på en bankkonto i Geneve i Schweiz.

Desuden skal der afleveres mindre beløb fra konti i EIK Bank i København og i Zürich.

De tre landsdommere understreger dog, at deres afgørelse ikke indeholder en vurdering af, om de to mænd har begået strafbare forhold. Det skal afgøres "under en straffesag med de retsgarantier, der følger heraf."

De to russere og to selskaber skal i øvrigt af med en stor sjat i sagsomkostninger i forbindelse med retssagen. Beløbet er fastsat til 1,8 millioner kroner.

/ritzau/