Landstræner om Bjorkstrand: En højeksplosiv målscorer

Skrevet af admin

04/05/2015

Mest læste i dag

Hurtig, hårdtarbejdende og en rigtig målscorer.

Sådan lyder beskrivelsen af Oliver Bjorkstrand, der på onsdag lander i ishockeylandsholdets VM-lejr i Tjekkiet som en spændende forstærkning.

- Jeg har set ham i junior-VM i de to seneste sæsoner. Det er en moderne spillertype med højeksplosivt skøjteløb og med næse for at lave mål, siger landstræner Jan Karlsson.

Bjorkstrands klub, Portland Winterhawks, røg natten til mandag ud af slutspillet i den canadiske juniorliga WHL, og han er dermed klar til at blive genforenet med sin storebror Patrick, der er blandt landsholdets offensive profiler.

- Vi har spillet sammen før, og det er fedt at kunne spille med sin lillebror. Han er en målscorer og kan give os nogle scoringer. Det har vi brug for, siger Patrick Bjorkstrand efter mandag formiddags træning i Ostrava.

- Fordi han laver så mange mål, bliver det nogle gange lidt overset, hvor meget han arbejder for holdet. Defensivt kan han også sagtens være med, så han kan lidt af det hele, lyder det fra storebror Bjorkstrand.

De to havde en seniorsæson sammen i Herning Blue Fox, da Oliver Bjorkstrand kun var 16 år.

Mens Patrick har spillet i den østeuropæiske KHL-liga for Medvescak Zagreb, er Oliver rykket til Nordamerika, hvor han er blevet NHL-draftet af Columbus Blue Jackets.

- Han er en af de mest fremtrædende juniorspillere i verden. Jeg har aldrig arbejdet med ham personligt, men jeg kender jo hans storebror. Jeg glæder mig til at møde ham, siger landstræner Jan Karlsson.

Målnæse har unge Bjorkstrand i høj grad demonstreret i denne sæson, hvor han sluttede grundspillet med 63 mål i 59 kampe og fulgte op med 13 scoringer i 17 slutspilskampe. Altså alt i alt et snit på nøjagtig et mål per kamp.

- Men man må ikke glemme, at der er forskel på et VM og på den liga, han spiller i derovre, lyder det fra landstræneren.

Karlsson har allerede gjort sig tanker om, i hvilken kæde Bjorkstrand vil passe bedst, men holder endnu sine overvejelser for sig selv.

Storebror Patrick er ikke i tvivl om, at Oliver Bjorkstrand kommer til at glide problemfrit ind på seniorlandsholdet.

- Hans kendetegn er, at han passer ind på alle hold. Han tilpasser sig og gør, hvad træneren siger, siger Patrick Bjorkstrand.

Landsholdsledelsen regner med, at den nye mand lander i Tjekkiet på onsdag. Hvis han kommer til Ostrava i tide, kan det muligvis blive til debut allerede samme dag, når Danmark møder Rusland klokken 16.15.

- Han vil helt klart være aktuel til den kamp. Jetlag eller ej, siger Jan Karlsson.

/ritzau/