Laudrup har startet træningen i Qatar

Skrevet af admin

01/07/2014

Dagens topnyheder

Det danske fodboldikon Michael Laudrup er blevet bekræftet som ny træner i Qatar-klubben Lekhwiya SC, som på sin hjemmeside skriver, at danskeren starter træningen i dag, tirsdag.

Til politiken.dk udtaler Laudrup:

- Jeg går nu ind i min sidste fase som træner. Men om Lekhwiya bliver min sidste eller måske næstsidste klub, kan jeg ikke sige. Og jeg ved heller ikke, om fasen kommer til at strække sig over to, tre eller fire år. Det svar blæser i vinden.

Klubben skriver ikke noget om, hvor lang danskerens kontrakt er. Det offentliggøres først senere på ugen.

Det er ikke overraskende, at Laudrup overtager trænerjobbet i Lekhwiya SC. Mesterklubben havde allerede bekræftet forhandlingerne mellem parterne, og det havde Laudrups agent, Bayram Tutumlu, ligeledes bekræftet.

Michael Laudrup har været uden trænerjob, siden han i februar fik sparket som manager i Premier League-klubben Swansea City.

Michael Laudrup har foruden Swansea tidligere været cheftræner i Mallorca, Spartak Moskva, Getafe og Brøndby.

/ritzau/