LeBron James vinder hjemmebanefordel i semifinale

Skrevet af admin

21/05/2015

Dagens topnyheder

Som i mange andre sportsgrene er hjemmebane en enorm fordel i NBA, hvorfor placeringen i grundspillet kan blive afgørende.

Det er nemlig den, som afgør, hvor langt ind i slutspillet en klub vil have fire hjemmekampe i bedst af syv-serierne, og derfor kan Cleveland Cavaliers' sejr over Atlanta Hawks i kamp ét i den ene NBA-semifinale få stor betydning.

Her lykkedes det nemlig LeBron James og co. at vinde i Atlanta, og dermed kan holdet gå i NBA-finalen ved at vinde de tre hjemmekampe, Cleveland fra start havde i serien, eftersom Atlanta vandt Eastern Conference sikkert foran Cleveland i grundspillet.

Cleveland Cavaliers vandt kampen med 97-89, og superstjernen LeBron James bød som sædvanligt godt ind med 31 point, otte rebounds og seks assists.

Det var dog den mindre kendte holdkammerat J.R. Smith, som løb med overskrifterne, da han kom ind fra bænken og sænkede hele otte tre-point-scoringer og 28 point i alt.

Næste kamp spilles også i Atlanta, og her er der virkelig pres på hjemmeholdet for at sikre en sejr, da Cleveland med en ny sejr kan lukke serien i de efterfølgende to hjemmekampe.

Atlanta må sandsynligvis undvære DeMarre Carroll i resten af serien, da han pådrog sig en knæskade. Han skal nu igennem en MRI-skanning for at fastslå skadens omfang.

I den anden semifinaleserie fører Golden State Warriors med 1-0 i kampe over Houston Rockets.

/ritzau/