Leicester vinder igen: Schmeichel nærmere overlevelse

Skrevet af admin

02/05/2015

Dagens topnyheder

Leicester med Kasper Schmeichel på mål spillede sig lørdag tættere på redning i Premier League.

På hjemmebane vandt Leicester med 3-0 over kriseramte Newcastle, der med nederlaget er fedtet ind i bunddramaet.

Kasper Schmeichel og co. har nu vundet fem af holdets seneste seks kampe i en imponerende slutspurt. Kun en svipser til topholdet Chelsea i midtugen har brudt den fornemme sejrsstime.

Den stærke sæsonafslutning er tilmed lidt af en personlig triumf for 28-årige Schmeichel, der for halvanden måned siden gjorde comeback efter en længere skadespause på mere end et kvart år.

Dengang var Leicester plantet solidt på sidstepladsen, men bundplaceringen er nu vekslet til en plads over nedrykningsstregen. Holdet har dog spillet en eller to kampe mere end de omkringliggende konkurrenter.

Kasper Schmeichel leverede lørdag flere fine redninger over for et modløst Newcastle-hold, der allerede kom bagud efter et halvt minut, da Leonardo Ulloa headede værterne på 1-0 efter et hjørnespark.

Ulloa øgede til 3-0 på et straffespark efter pausen, mens Wes Morgan scorede til 2-0 efter et kvarter.

Newcastle fik undervejs udvist to spillere. Mike Williamson røg ud efter en times spil, mens Daryl Janmaat måtte forlade banen i overtiden.

/ritzau/