Lidegaard vil dokumentere Islamisk Stats krigsforbrydelser

Skrevet af admin

22/01/2015

Dagens topnyheder

Islamisk Stat (IS) skal ikke kun bekæmpes med luftangreb. Der skal også sættes ind juridisk, så den militante gruppe kan straffes for dens mulige krigsforbrydelser og brud på menneskerettighederne.

Det er meldingen fra den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R).

Danmark giver derfor som led i kampen mod IS nu knap syv millioner kroner til organisationen Justice Rapid Response (JRR) til at undersøge og dokumentere krigsforbrydelser og andre overtrædelser af menneskerettigheder i Irak og Syrien.

- Alle involverede i de nuværende konflikter skal vide, at de vil blive draget til ansvar for eventuelle krigsforbrydelser. Det gælder ikke mindst de ansvarlige i ISIL (andet navn for IS, red.), siger Martin Lidegaard i en pressemeddelelse.

- De civile ofre skal vide, at retfærdigheden en dag vil ske fyldest, ligesom dokumentation kan forebygge overtrædelser, fortsætter han.

Indsatsen fra JRR er ifølge udenrigsministeren et eksempel på, at Islamisk Stat skal bekæmpes med andre midler end de militære.

- Ved at dokumentere amoralsk adfærd er vi med til at bekæmpe den, siger Lidegaard.

Han understreger samtidig, at alle krigsforbrydelser - lige meget hvem der har begået dem - skal undersøges.

Justice Rapid Response har som organisation udført feltarbejde siden 2009 og bistår stater, civilsamfundet og FN i indsatsen mod folkemord, krigsforbrydelser og menneskerettighedskrænkelser.

JRR er dermed oplagt at støtte ifølge ministeren, da organisationen kan sikre tilstrækkeligt bevismateriale til en efterfølgende juridisk proces.

Danmark bidrager i alt med 6,4 millioner kroner. Pengene bliver finansieret over den såkaldte Freds- og Stabiliseringsfond, der blandt andet har til formål at stabilisere og genopbygge skrøbelige stater samt imødegå truslen fra voldelig ekstremisme.

/ritzau/