Lige del barsel til forældre af samme køn

Skrevet af admin

09/02/2014

Dagens topnyheder

Der er godt nyt til kommende forældre efter CO-industri og DI søndag blev enige om en ny overenskomst, der gælder fra 1. marts og tre år frem.

Forældre af samme køn får lige adgang til forældreorlov, siger DI's administrerende direktør Karsten Dybvad efter ny overenskomstaftale.

- Det er vigtigt, at overenskomsterne afspejler samfundet og vores medarbejdere. Derfor er det godt, at vi med den ny aftale sikrer, at forældre af samme køn får samme adgang til forældreorlov som alle andre medarbejdere, siger han.

Ud over kønsmæssig ligestilling er der også gode økonomiske nyheder til kommende forældre.

Forældreorloven med løn forlænges fra 11 til 13 uger, hvoraf hver forældre har ret til at holde fem ugers orlov. De resterende tre uger ydes enten til den ene eller anden forælder.

Ud over en forlænget lønnet forældreorlov hæves også loftet for lønnen fra 140 kroner til 145 kroner.

Arbejdsgiverens bidrag til pension under barselsorlov stiger fra syv kroner pr. time til 8,50 kroner. Denne ændringer træder i kraft 1. juli.

Den nye overenskomst skal til urafstemning blandt medlemmerne i de berørte fagforbund. De største fagforbund under CO-industri er Dansk Metal, 3F og HK/Privat.

Siger de god for aftalen, bliver 240.000 ansatte på det private arbejdsmarked i knap 6000 virksomheder dækket ind under den nye overenskomst, som også indebærer stigninger i mindstelønnen.

Aftalen mellem parterne kom i hus efter 24 timers uafbrudte forhandlinger i Dansk Industris Hus på Rådhuspladsen i København.

/ritzau/