Lillebror Hazard forlader Chelsea permanent

Skrevet af admin

23/02/2015

Dagens topnyheder

Thorgan Hazard - lillebror til den mere kendte Eden Hazard - er færdig i den engelske storklub Chelsea, hvor hans 24-årige storebror har stor succes.

21-årige Thorgan Hazard er i denne sæson udlejet til Borussia Mönchengladbach, og den tyske klub har nu sikret sig belgieren på en permanent kontrakt, der træder i kraft til sommer.

- I de seneste måneder har Thorgan vist, hvor stort et talent han er, siger Gladbachs sportsdirektør, Max Eberl, til klubbens hjemmeside.

- Vi er glade for at have sikret hans underskrift og for, at han har besluttet sig for at tilbringe de kommende år som spiller hos os, siger sportsdirektøren.

Den offensive midtbanespiller har underskrevet en femårig kontrakt, der løber frem til sommeren 2020.

- Det er stadig for tidligt for mig at spille for Chelsea. Gladbach er den klub, der passer bedst til mig i øjeblikket, siger Thorgan Hazard.

Chelsea hentede den belgiske landsholdsspiller i franske Lens i sommeren 2012, samtidig med at de daværende Champions League-vindere købte Eden Hazard i en anden fransk klub, Lille.

Thorgan Hazard blev dog omgående lejet ud til Waregem i Belgien, hvor han tilbragte to år.

I denne sæson har han fået succes som lejesvend hos Gladbach i Bundesligaen, og det har altså ført til en permanent aftale fra den kommende sommer.

/ritzau/