Løkke: Botox-kommentar er pinlig

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Venstres ordfører for landdistrikter og fiskeri, Thomas Danielsen, får et ordentligt gok i nødden af Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen for sin kommentar på Twitter under søndagens tv-debat mellem Løkke og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Her skrev Thomas Danielsen:

"Beklager HTS (Helle Thorning-Schmidt, red.). Folkets panderynker kan ikke fjernes med Botox".

En bemærkning, der ikke gik upåagtet hen på Twitter, hvor også Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, bød ind med et tweet om, at han "tager 100 % afstand fra det niveau". Og Thomas Danielsen beklagede efterfølgende sin Botox-kommentar.

"Mit tweet i aftes har skabt stor debat. Jeg beklager Botox-sammenligningen. Budskabet burde have været: Der er ingen nemme løsninger", skrev han på Twitter mandag morgen.

Men da Thomas Danielsen så skulle uddybe sin beklagelse til Ekstra Bladet, så skete ved at sige, at han "kun kender to personer, der bruger Botox: Ole Henriksen og Helle Thorning".

Hele miseren får mandag Lars Løkke Rasmussen til at sætte Thomas Danielsen offentligt på plads:

- Jeg synes, at det er pinligt og under lavmålet, lød det kort men med hørbart eftertryk fra Venstres formand, da han mandag gæstede Venstres Ungdom som led i partiets valgkampagne.

/ritzau/