Løkke brugte gamle asyltal på pressemøde

Skrevet af admin

09/06/2015

Mest læste i dag

Danmark er nu nummer fem på EU's liste over asylansøgere i forhold til indbyggertallet.

Det understregede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, da han tirsdag fremlagde partiets asyludspil, der på flere områder skal stramme vilkårene og ydelserne til de asylansøgere, der kommer til Danmark.

- Vi tager en stadig større andel. På få år har vi rykket os fra at være nummer ti på listen over EU- lande, hvad angår antallet af asylansøgere i forhold til befolkningsstørrelsen. Vi ligger nu på en femteplads, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Og så åbnede der sig en mindre talkrig med den fremmødte presse.

For det er korrekt, at Danmark i 2014 - et rekordår, hvad angår tilstrømningen af asylansøgere - lå på en femteplads blandt EU-landene.

Men ifølge et nyt notat fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd - der baserer sig på de seneste tal fra Eurostat - er Danmark i løbet af de første tre måneder af 2015 rykket tilbage på den tiendeplads, man kom fra i sin tid.

Det fik en journalist fra TV2 News til at spørge Venstres formand, om han ville anerkende, at Danmark er rykket tilbage på tiendepladsen.

- Danmark tager - og jeg tror, at hvis du går det efter - lige så mange flygtninge samlet set, som de 15 europæiske EU-lande, der tager færrest, lød svaret fra Lars Løkke Rasmussen, der herefter fastslog, at asyl-udspillet handler om politik.

- Og det er for stor en andel. Det skal vi bringe ned, det er det politiske budskab. Det her er ikke en talkrig, det er et forsøg på at adressere en politisk problemstilling, som vi tager alvorligt, sagde Venstres formand.

Selvom det er rigtigt, at Danmark lige nu ligger nummer ti, så kan vi i løbet af de kommende måneder kravle tilbage på femtepladsen, mener Venstre.

Her henviser man til, at Danmark også i 2014 lå lavt på listen i de første måneder af året, men hen over sommeren voksede antallet af asylansøgere markant, og dermed endte Danmark i top fem over lande, der tog imod flest asylansøgere i forhold til indbyggertallet.

Det forventer Venstre vil ske igen, fordi asyltallet for de første måneder af 2015 er stort set identiske med tallene sidste år med en stigning i maj måned, som ser ud til at fortsætte i juni.

/ritzau/