Løkke var med til hemmeligt bankmøde

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen deltog i det stærkt omdiskuterede aftenmøde med topcheferne i de danske banker, som kan have kostet skatteyderne milliarder af kroner, det erfarer TV 2.

Det var daværende erhvervs- og økonomiminister Lene Espersen, som ledte bankforhandlingerne om bankpakke 2 i januar 2009.

Men Lars Løkke Rasmussen, som dengang var finansminister, var også med på det afgørende møde, det skriver tv2.dk.

Bankpakken blev ændret hen over en nat den 15. januar 2009. Lene Espersen er blevet skarpt kritiseret for i sidste øjeblik at ændre den politiske forligstekst om den såkaldte "udside-model", så milliardgevinsten til staten forsvandt.

Socialdemokraterne stemte selv for, men kalder det nu Danmarkshistoriens største tyveri.

Lene Espersen har afvist at fortælle, hvem der deltog i det omdiskuterede møde den 15. januar 2009, hvor finanssektoren skulle orienteres om det politiske forlig.

Lars Løkke vil ikke hverken be-eller afkræfte hvorvidt han var til det omdiskuterede møde.

 

Dagens Gossip