Lokale squash talenter til EM

Fredag den 11. april rejser den danske squash delegation afsted til Helsinki i Finland, hvor der skal spilles individuelt og hold EM for spillere under 19 år.

Og ud af de 5 spillere, som skal repræsentere Danmark ved disse mesterskaber, er 2 spillere fra Kolding Squash ’s eget talentprogram.

De er normalt vant til at spille med Kolding KFUM Squash klubs logo på ryggen, men i denne turnering må de acceptere at få Danmark på ryggen i stedet.

Formand i Kolding KFUM Squash, Palle Laursen, tager med på turen som leder, og glæder sig meget til at deltage sammen med klubbens unge talenter:

- Det bliver en både spændende og hård turnering for vores unge talenter, da vi ved at alle Europas bedste juniorer stiller op i topform. Og det viser også, at klubbens satsning med talentarbejde og fokus på miljøet for de unge allerede nu bærer frugt.

Og det er nogle rutinerede spillere, som Kolding sender afsted til EM. På trods af deres unge alder, så er Thomas Laursen og Christine Christoffersen begge en vigtig del af Kolding KFUM Squash klubs talentprogram og de spiller begge på klubbens elitehold, som i denne sæson på hjemmebane spiller med om guldet i den danske Elitedivision.

I sidste sæson var de begge med på U19 holdet fra Kolding, som tog guld til hold DM, og individuelt vandt Thomas guld til DM i U19 rækken og Christine snuppede sølvmedaljen til DM i U17 rækken. Og sammen vandt de bronze til DM i mixdouble for seniorer.

Thomas Laursen er 18 år gammel og er den mest rutinerede af de udvalgte spillere, da han også spillede mesterskaberne sidste år. Nu er det, grundet hans alder, sidste chance for at spille U19 EM, og han går derfor også målrettet efter at spille op til sin seedning med en 13-16 plads. Drengerækken har dette år 59 spillere med i lodtrækningen, så der skal nok blive kamp om pladserne.

Christine Christoffersen er 17 år gammel, og har tidligere spillet U17 hold EM for Danmark, men det bliver første gang at hun skal spille det individuelle EM. Christine har denne sæson kæmpet sig tilbage efter en lang skadespause, og er derfor kun seedet til en 25-32 plads i turneringen, som har 39 spillere til start.

Thomas og Christine træner til dagligt sammen i Kolding, hvor de begge er en del af det talentprojekt, som Kolding Squash startede op for to år siden.

 

Dagens Gossip