»Jeg har haft fire meget lærerige år. Jeg har været privilegeret at sidde med i en regering og har på tætteste hånd haft mulighed for at påvirke den politiske proces. Det har været fantastisk spændende. Og det er jeg meget taknemmelig for, men jeg har hele tiden vidst, at jeg ikke skulle være politiker på livstid,« siger Lykke Friis, der blev udnævnt til klima- og energiminister i 2009.
Dengang kom hun fra en stilling som prorektor på Københavns Universitet - et job, hun nu vender tilbage til.
»Skal Danmark klare sig i det globale hjernekapløb, har vi brug for at styrke både forskningen og uddannelsen markant. Det er en opgave, jeg glæder mig til at bidrage til igen,« tilføjer Lykke Friis.
Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) beklager, at Lykke Friis forlader politik.
»Jeg er selvfølgelig ked af, at Lykke Friis forlader Christiansborg. Hun har gjort det fantastisk. Hun er et dygtigt, varmt og visionært menneske, som har leveret en stor indsats for Venstre - både som energi- og klimaminister og som EU-ordfører,« siger Lars Løkke Rasmussen.
Finn Thranum (V) er Venstres førstesuppleant og indtræder i Venstres folketingsgruppe.