Lyon holder PSG bag sig i fransk titelkamp

Skrevet af admin

09/02/2015

Mest læste i dag

Lyon og Paris Saint-Germain spillede søndag 1-1 i en direkte duel om førstepladsen i den bedste franske fodboldrække.

Pointdelingen betyder, at Lyon fastholder holdets position i toppen, mens de forsvarende mestre fra PSG er to point efter på tredjepladsen.

Zlatan Ibrahimovic udlignede til slutresultatet midtvejs i anden halvleg, da han scorede på et straffespark.

Den svenske superstjerne havde i første omgang brændt fra ellevemeterpletten, men PSG-profilen fik lov til skyde om, da en Lyon-spiller befandt sig i straffesparksfeltet.

Inden udligningen havde den høje svensker flere gange været tæt på at overliste Anthony Lopes i hjemmeholdets mål med et par nærgående hovedstødsforsøg.

Ibrahimovic' makker i mesterholdets angreb, Edinson Cavani, fik serveret en række oplagte muligheder, men det lykkedes hver eneste gang uruguayaneren at brænde.

Værternes Clinton Njie havde efter en halv time bragt Lyon i front med 1-0 efter en række kombinationer i PSG's usikre forsvar.

Lyon topper den franske liga med 50 point foran Marseille og PSG, der begge har 48 point. Der resterer 14 spillerunder.

/ritzau/