To mænd anholdt i stor international hashsag

Skrevet af admin

30/01/2015

Mest læste i dag

En stor international sag om smugleri af hash til millioner af kroner har fredag udviklet sig med yderligere to varetægtsfængslinger. Den ene er ifølge politiet medlem af Hells Angels.

Affæren har rettet søgelyset mod et vekselbureau i København, som ifølge politiets mistanke skal have hvidvasket cirka 50 millioner kroner fra hashhandel.

I forbindelse med sagen har en dommer i København fredag aften fængslet to mænd på henholdsvis 37 og 35 år.

De skal være frihedsberøvet til 9. februar. Sigtelsen drejer sig om indsmugling af 330 kilo hash, som blev betalt med 6,6 millioner kroner, oplyser vicepolitiinspektør Lau Thygesen, der er leder af afdelingen for organiseret kriminalitet hos Københavns Politi.

Indsmuglingen skulle være sket af to omgange i december sidste år og indgår i et større kompleks om smuglerier fra Spanien til Danmark.

Den 43-årige formodede hovedmand er tidligere dømt i en sag om amfetamin og kokain, men han har opholdt sig i Spanien, siden han flygtede fra sin afsoning herhjemme. Han blev lige før nytår udleveret til Danmark.

Politiet mener, at han fra Alicante i Spanien sammen med to andre danskere har organiseret omkring 2,5 ton hash til salg i Danmark. Store dele af stoffet er ifølge politiet solgt i Pusherstreet på Christiania.

- Det er en stor international sag, som vi i længere tid har efterforsket sammen med politiet i Alicante i Spanien, sagde Lau Thygesen

Ved aktionen tidligere i december beslaglagde politiet 500 kilo hash og to millioner kroner. Efterforskningen har vist, at der i et vekselbureau på Nørrebro i København er vekslet over 50 millioner kroner til 500-eurosedler.

Politiet i Danmark og Spanien slog til tirsdag den 16. december, da to danske modtagere og to tyske chauffører var i færd med at omlade cirka 400 kilo hash i en lagerhal vest for København.

/ritzau/