Mærsk-rederi har bedste driftsresultat i fem år

Skrevet af admin

13/05/2015

Mest læste i dag

Lave oliepriser og et fortsat godt greb om omkostningerne hjalp verdens største containerrederi, Maersk Line, til at fragte det højeste driftsresultat siden 2010 i havn.

Driftsindtjeningen i containerrederiet steg i første kvartal til 1,2 milliarder dollar før af- og nedskrivninger svarende til knap otte milliarder kroner, oplyser moderselskabet A.P. Møller - Mærsk i regnskabet for første kvartal.

Til sammenligning lød resultatet på 5,7 milliarder kroner i samme kvartal 2014.

På forhånd ventede analytikere, der følger A.P. Møller - Mærsk, dog et lidt højere driftsresultat. Ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates ventede analytikerne et driftsresultat i Maersk Line på 8,6 milliarder kroner i første kvartal.

Overskuddet er vokset på trods af, at raterne for at få transporteret gods rundt på verdens have er faldet til det, som analytikere har kaldt historisk lave rater.

Den gennemsnitlige fragtrate for Maersk Line lå på 2493 dollar per fyrrefodscontainer (feu). Det var et fald fra 2628 dollar i samme kvartal i 2014.

Til gengæld faldt bunkerpriserne til 358 dollar per ton fra 581 dollar per ton i samme periode sidste år - det er et fald på 38,4 procent.

- Forbedringen (i det underliggende resultat, red.) var drevet af lavere bunkerpriser og styrkelsen af dollar, skriver Mærsk i regnskabet.

Maersk Line-resultatet blev skabt på baggrund af en omsætning på knap 6,3 milliarder dollar i årets første tre måneder. Det var et fald fra knap 6,5 milliarder dollar for et år siden, mens der var ventet vækst til 6,6 milliarder dollar på toplinjen ifølge estimaterne.

På bundlinjen havde Maersk Line et kvartalsoverskud på 714 millioner dollar.

For 2015 forventer Maersk Line fortsat at overgå 2014-resultaterne, som bød på et underliggende overskud på 2,2 milliarder dollar.

/ritzau/