Mark Strudal: Jeg er ærgerlig på Mainz' vegne

Skrevet af admin

17/02/2015

Dagens topnyheder

Tirsdag formiddag blev det officielt, at Kasper Hjulmand er fyret som cheftræner i bundesliga-klubben Mainz 05, og at de to assistenter Keld Bordinggaard og Flemming Pedersen ligeledes er blevet fritstillet.

Fyringen kommer bag på Mark Strudal, som kender Kasper Hjulmand fra deres fælles tid i FC Nordsjælland. Strudal mener, fyringen er et stort tab for den tyske klub.

- Først og fremmest er jeg ærgerlig på Mainz' vegne, for jeg tror ikke, de (ledelsen i Mainz, red.) nogensinde var klar over hvor fantastisk et team, de havde fået til klubben, siger Strudal.

En placering som nummer 14 med blot ét point ned til nedrykningsstregen og kun en enkelt sejr i de seneste 13 kampe blev åbenbart for meget for ledelsen, men Strudal mener alligevel, at klubben skulle have givet træneren længere snor.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Hjulmand og hans team kunne have gjort gode ting for klubben, hvis de havde fået tiden til det. Man skal jo også kigge på, hvad de har haft af trup at arbejde med, og det har jo ikke været prangende, siger han.

Hjulmand fik kun lidt over et halvt år i klubben, men Strudal vil ikke kalde tiden i Mainz for en fiasko.

- De har gjort et godt stykke arbejde dernede. Efter kort tid kunne man tydeligt se, hvordan Hjulmand gerne vil spille fodbold. I starten gjorde holdet det jo også rigtig godt, men bliver truppen ikke styrket, så er det svært at udvikle holdet, siger Strudal.

/ritzau/