Medier: USA beder Kina om hjælp i hacker-sag

Skrevet af admin

21/12/2014

Dagens topnyheder

Den amerikanske regering har taget kontakt til Kina for at bede kineserne om hjælp til at forhindre eventuelle cyberangreb fra Nordkorea, fortæller anonyme embedsmænd til flere internationale medier.

Det sker, efter at USA har beskyldt nordkoreanerne for at stå bag et hackerangreb på Sony Pictures i forbindelse med selskabets udgivelse af filmen "The Interview", hvor CIA forsøger at dræbe Nordkoreas leder, Kim Jong-un.

- Vi har diskuteret emnet med kineserne for at dele oplysninger, udtrykke vores bekymringer efter dette angreb og for at bede om deres samarbejdsvillighed, siger en amerikansk topembedsmand til nyhedsbureauet AFP.

Ifølge The New York Times er henvendelsen til Kina, der er en af Nordkoreas få allierede, første tiltag i det "proportionale svar", som, præsident Barack Obama har lovet, vil komme.

- Det, vi er ude efter, er en form for blokade, der kan lamme deres forsøg på at udføre angreb, siger en embedsmand til The New York Times.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at Obamas folk også har taget kontakt til Storbritannien, Australien, New Zealand, Sydkorea, Japan og Rusland for at finde frem til et passende internationalt svar på hackerangrebet.

Ifølge The New York Times har Kina endnu ikke svaret på henvendelsen fra amerikanerne. Avisen skriver, at det er afgørende at få kinesisk hjælp, da stort set al nordkoreansk telekommunikation kører via netværk, som kontrolleres af Kina.

Indtil videre har Det Hvide Hus angiveligt forkastet forslag, der går ud på at vise USA's magt ved at gennemføre målrettede internetangreb på Nordkorea.

Nordkorea nægter at stå bag angrebet og har foreslået en fælles efterforskning af sagen med amerikanerne.

/ritzau/