Messi undersøges - Mascherano ude i seks uger

Champions League-kvartfinalen mellem Paris Saint-Germain og Barcelona tirsdag aften kan vise sig at blive skæbnesvanger for den catalanske storklub.

Ikke bare måtte Barcelona nøjes med 2-2 mod den franske hovedstadsklub, men også to af holdets spillere måtte udgå.

Værst ser det ud for Javier Mascherano, som i et sammenstød slog knæet og efterfølgende var nødsaget vil at udgå.

Han forventes at være ude i de kommende seks uger, meddeler Barcelona på sin hjemmeside.

Lige så slemt gik det angiveligt ikke for landsmanden Lionel Messi, som måtte udgå i pausen med en forstrækning i højre lår. Inden da havde han bragt sit hold foran 1-0.

- Han skal undersøges i løbet af onsdagen for mere præcist at kunne sige, hvilken skade det drejer sig om, skriver Barcelona.

Holdets assistenttræner, Jordi Roura, sagde efter kampen, at skaderne ikke vil påvirke holdet frem mod returmødet i næste uge.

- De er begge vigtige spillere, men vi har en stor trup med spillere, der kan tage over, sagde han.

Messi har scoret i 19 kampe i træk i den bedste spanske fodboldrække, men risikerer nu altså at få sin imponerende målstime afbrudt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip