Mette F. diskuterer sikkerhed med Mosaisk Trossamfund

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

Justitsminister Mette Frederiksen (S) reagerer nu på ønsket fra Det Jødiske Samfund om bedre beskyttelse i kølvandet på terrorangrebet i Paris i sidste uge.

Det oplyser ministeren i en mail til Ritzau.

Formanden for Det Jødiske Samfund, Dan Rosenberg Asmussen, har overfor Berlingske understreget, at "det skal stå klart for Justitsministeriet, at der er behov for bedre beskyttelse"

Og det får nu justitsministeren til at handle.

- Min vigtigste opgave er at sikre, at befolkningen i Danmark er trygge. Og det gælder selvfølgelig ikke mindst det jødiske samfund. Jeg mødes derfor med Mosaisk Trossamfund i denne uge for at høre mere om deres konkrete bekymring, fastslår Mette Frederiksen.

- Allerede i dag er det sådan, at PET og Mosaisk Trossamfund er i løbende dialog, om sikkerhedsniveauet er det rigtige for jødiske institutioner i Danmark, ligesom PET vurderer trusselsbilledet mod øvrige offentlige og private organisationer.

- Netop i forhold til det jødiske samfund er der på finansloven afsat et årligt tilskud til at varetage sikkerheden omkring Mosaisk Trossamfunds lokaler, understreger justitsministeren.

Venstres integrationsordfører, Martin Geertsen, har tidligere tirsdag opfordret Mette Frederiksen til at tage initiativ til en dialog med det jødiske samfund omkring sikkerheden ved de jødiske institutioner i Danmark.

Justitsministeriet oplyser, at der senest i 2013 er givet en ekstraordinær bevilling til brug for udmøntningen af de sikkerhedstiltag, som PET anbefalede i forhold til en række af de jødiske samfunds lokationer.

/ritzau/