Milde influenzaepidemier giver længere levetid

Skrevet af admin

13/02/2015

Dagens topnyheder

Danskerne bliver ældre og ældre, og det har de gjort de seneste 32 år.

Alene i 2014 skete der en stor fremgang i den gennemsnitlige levetid. For mændene er der tale om en stigning på 0,54 år, mens kvindernes middellevetid steg med 0,78 år.

Middellevetiden er dermed 78,5 år for mænd og 82,7 år for kvinder.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Årsagen til den markante stigning i middellevetiden skal findes på sygdomsfronten.

På kort sigt kan influenzaepidemier have en indflydelse på middellevetiden, idet svage ældres dødelighed stiger, når en influenzaepidemi rammer.

Stigningen fra 2014 hænger derfor også sammen med, at influenzaepidemierne har været meget milde i den seneste periode, oplyser Danmarks Statistik.

Det er ikke usædvanligt, at middellevetiden stiger. I løbet af de seneste 10 år er mændene blevet 3,3 år ældre og kvinder 2,8 år. Middellevetiden har været stigende siden 1982.

Danskerne i Nordsjælland lever længst, her er gennemsnitsalderen 79,8 år for mænd og 83,4 år for kvinder.

Kører man en snes minutter sydpå til København, falder levealderen samtidig med knap to år for begge køn.

31 procent af kvinderne forventes med det nuværende dødelighedsmønster at blive over 90 år. Det samme gør sig gældende for 18 procent af mændene.

Sigter du mod at fejre den helt runde trecifrede fødselsdag, så har du fire gange så stor chance for at skulle blæse 100 lys ud på kagen, hvis du er kvinde.

2,8 procent af kvinderne vil være i live på deres 100-års fødselsdag, mens det blot gælder for 0,7 procent af mændene.

/ritzau/