Minister: Det styrtede AirAsia-fly steg for hurtigt

Skrevet af admin

20/01/2015

Mest læste i dag

I minutterne inden et AirAsia-fly styrtede ned i Java-havet i december, steg det hurtigere, end det var i stand til, oplyser den indonesiske transportminister, Ignasius Jonan, ifølge AFP.

Han udtaler sig på baggrund af radardata fra flyets to sorte bokse, der er fundet for nylig.

- I de sidste minutter steg flyet med en hastighed, som var ud over det normale, siger han.

- Flyet steg pludselig med en hastighed over den normale grænse for, hvad det havde mulighed for at stige til. Derefter stallede det, siger han.

At stalle betyder, at flyet fløj for langsomt og havde så stejl en stigningsvinkel, at det ikke længere havde opdrift.

AirAsia-flyet steg en overgang med en fart, der svarer til 1800 meter i minuttet.

- Selv for et kampfly er det sjældent at stige med 1800 meter i minuttet. For et passagerfly bliver det allerede betragtet som ekstraordinært, hvis det stiger mellem 300 og 600 meter i minuttet, for det er ikke meningen, der skal stige så hurtigt, siger Ignasius Jonan.

Ifølge meldingerne forsøgte piloten at undgå et uvejr, kort før flyet styrtede i havet.

Den nationale vejrtjeneste i Indonesien har tidligere sagt, at et stormvejr kan have været en medvirkende årsag til, at flyet forulykkede med 162 personer om bord.

Flyet forsvandt fra radaren mindre end halvvejs på ruten mellem Indonesiens næststørste by, Surabaya, og Singapore. Ved flystyrtet mistede 162 mennesker livet.

Data fra den ene af flyets to sorte bokse, der optager kommunikationen i cockpittet, viser umiddelbart, at der ikke var terrorisme indblandet i flystyrtet. Det sagde et hold flyefterforskere mandag.

Efterforskerne håber at kunne færdiggøre en foreløbig rapport om styrtet i næste uge. Den endelige rapport kommer til at tage et år at udarbejde.

/ritzau/