Minister: Skilsmisse-Danmark råber på mere ligestilling

Skrevet af admin

26/01/2015

Mest læste i dag

Der er brug for større ligestilling mellem mor og far ved en skilsmisse, fordi mænd i dag i højere grad ønsker at være forældre.

Det siger Manu Sareen (R), minister for børn, ligestilling og sociale forhold, til, at flere partier ifølge Politiken ønsker at gøre op med kvinders dominans over fædre efter en skilsmisse.

- Vi kan se, at der er mange konflikter, og at der er mange årsager til dem, siger ministeren til Ritzau.

I dag er det i 90 procent af tilfældene kvinden, der bliver såkaldt bopælsforælder. Modsat ender manden typisk som samværsforælder.

- Jeg tror, det handler om, at skilsmisse-Danmark råber på nye tiltag, som er meget mere i sync med virkeligheden.

- Den virkelighed er, at der nu er en mand og en kvinde, der begge vil være forældre, hvor det før i tiden mest blev overladt til kvinden, siger Manu Sareen.

Inden for det seneste halve år har ministeren lavet to pakker i forbindelse med skilsmisser. En af dem handler om at sætte ind over for chikane mellem forældrene.

- Nu kigger vi på den tredje pakke, hvor vi går et spadestik dybere og ser, hvad der skal til, siger Manu Sareen.

Til Politiken fortæller Socialdemokraternes socialordfører, Pernille Rosenkrantz-Theil, at den ulige opdeling mellem kønnene skal sløjfes, så forældrene ligestilles helt.

- Vi har brug for, at lovgivningen kommer up to date, så mor og far kan tage lige del i barnets liv. Vi skal have afskaffet idéen om, at der er A- og B-forældre.

- Det er fuldstændig urimeligt, at man giver den ene part lov til at træffe alle beslutningerne for barnet, siger Pernille Rosenkrantz-Theil til Politiken.

Ud over øget ligestilling vil Socialdemokraterne indføre såkaldte forældreskoler, hvor fraskilte, der er endt i en konflikt om børnene, tvinges i konsultationer hos Statsforvaltningen.

Dertil skal afgørelser om samvær og forældremyndighed samles hos én instans i stedet for at være forankret hos Statsforvaltningen og domstolene, som det er tilfældet i dag.

/ritzau/