Minister til danskerne: Lån af hinanden og hjælp miljøet

Skrevet af admin

04/02/2015

Dagens topnyheder

Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) lancerer onsdag en strategi for affaldsforebyggelse, der skal gøre det nemt og attraktivt at undgå spild og smide mindre ud.

Blandt initiativerne er opfordringer om at deles med naboen om værktøj, at dele babytøj med venner og at bruge mobiltelefonen lidt længere. For eksempel kan nybagte forældre alene det første år spare op mod 20.000 kroner ved at låne babytøj i stedet for at købe nyt.

Det vil ifølge ministeren gavne både miljøet, virksomhedernes konkurrenceevne og danskernes pengepung, for Danmark er blandt de lande i verden, der bruger flest ressourcer og genererer mest affald per indbygger.

Blandt de ting, der ryger i skraldespanden, er mad, der kunne have været spist, elektronik, der fortsat virker, og tøj, der ikke er slidt op.

Det er spild af ressourcer og skidt for danskerne og virksomheders økonomi.

Derfor lancerer Kirsten Brosbøl en strategi for at forebygge affald. Med 72 initiativer skal den få danske virksomheder og forbrugere til at undgå spild og minimere deres affald.

- Der er brug for et Danmark uden affald. 19. august sidste år havde vi ifølge tænketanken Global Footprint Network globalt set brugt den mængde ressourcer, som Jorden skal bruge et helt år til at genskabe.

- Resten af året trak vi over på kontoen og tærede på de ressourcer, som kommende generationer skulle have brugt. Vi skal undgå spild og minimere affald for at fremtidssikre både miljøet og vores økonomi, siger Kirsten Brosbøl i en pressemeddelelse.

Strategiens initiativer retter sig både mod forbrugere og virksomheder og fordeler sig på fem indsatsområder, nemlig madspild, bygge og anlæg, tøj og tekstiler, elektronik og emballage.

Strategien skal involvere hele værdikæden fra producenter over forhandlere til forbrugere i at undgå spild.

Desuden vil regeringen se på, om der er regler, der kan gøres enklere, så virksomhederne bliver bedre til at udnytte deres ressourcer.

Der er afsat 25 millioner kroner over de kommende tre år til strategien, men Enhedslisten kritiserer, at der ikke følger nye penge med, og at der ikke stilles større krav.

- Det er gode initiativer, men de er næppe nok til at sikre den markante omstilling af såvel forbrug som produktion, som er nødvendig, hvis vi for alvor skal nedbringe affaldsmængden, siger Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, i en pressemeddelelse.

/ritzau/