Møllgaard om VM-form: Vi er så småt på vej

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

En sejr i en testkamp gør det ikke alene. Men det var et lille skridt på vejen mod VM-topformen, at de danske håndboldherrer mandag aften slog Sverige med 24-23 i Malmö Arena.

Det mener Henrik Møllgaard, som hæfter sig ved, at Danmark endte med at vinde kampen efter en meget jævnbyrdig og intens kamp.

- Vi er så småt på vej. Men det bar præg af, at det er lang tid siden, at vi har været samlet. Det var den første træningskamp, og der var nye ting, nye folk og nye konstellationer, som skulle prøves af.

- Så der er ikke så meget at sige til, at det ikke sidder lige i skabet. Det skal det heller ikke endnu. Men heldigvis er der også mange gode ting at tage med.

- Blandt andet at vi holdt hovedet koldt til sidst og vandt. For Sverige spillede også ganske udmærket, siger Møllgaard.

De danske målmænd Niklas Landin og Jannick Green leverede nogle klasseredninger på vigtige tidspunkter af kampen, hvilket var hovedårsagen til sejren.

- Forsvaret stod godt i det meste af kampen. Der var også ting, vi gerne ville have gjort bedre. Og der var for mange af deres mål, som kom efter vores fejl. Enten ved misforståelser eller de dyre fejl vi lavede i angrebet.

- Hver gang, vi smed bolden væk eller ikke kom til afslutninger, så kostede det i den anden ende. Heldigvis stod Jannick og Landin rigtigt fint, og det var medvirkende til, at vi holdt dem nede på 23 mål, mener Møllgaard.

Det danske landshold træner i Aarhus i denne uge, inden weekenden byder på yderligere tre testkampe mod Slovenien, Island og Sverige.

Danmarks første kamp ved VM i Qatar er i det indledende gruppespil mod Argentina, og den spilles 16. januar i Doha.

/ritzau/