Da norske Monica Frøsaker tirsdag hentede sin post, fik hun ifølge tv2.no en ubehagelig oplevelse.
- Jeg gik hen til postkassen og åbnede et brev, som var skrevet til mig. Det var så stygt, at da jeg viste det til politimanden, sagde han, at han aldrig havde set noget lignende, siger Monica Frøsaker.
I brevet stod:
"Vi vil gerne takke jer for at være så gode forældre, at I sender jeres mongol-unge i skole med skoldkopper. Nu er vores ferie ødelagt. Vores 2 børn er blevet smittet af jeres mongol. Er det ikke på tide, at I tager jer af jeres unge selv. Kender en i kommunen, der har talt om, hvad I kræver. I burde skamme jer. Tag jer selv af jeres unge, sådan som vi andre må gøre. Gad vide, hvad du koster os skatteydere årligt. Vi får ikke aflastning. Der er mange, som slider meget mere, end I gør. Kan I tage ansvaret for jeres unge selv og stoppe med at snylte på samfundet - sådan nogle som jer, skulle ikke have haft børn. Send mongolen på specialskole. Det er der, han hører hjemme".
Afsenderen refererer til Monicas søn, 8-årige Casper, som er autist og har Downs Syndrom.
Casper mangler sprog, men går på en almindelig skole, hvor han får en særligt tilrettelagt undervisning.
- Jeg synes, at det er ubehageligt at et menneske kan have sådan nogle tanker. I går var jeg så tom. I dag er jeg virkelig vred, siger Monica Frøsaker.
Monica ved ikke, hvem der har skrevet brevet, men formoder, at det er en forælder til et barn på Caspers skole. Hun har meldt det til politiet.
Monica fik et lignende brev for et par måneder siden, og hun formoder, at afsenderen er den samme person.
Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: