Götze, der næste sæson skifter til rivalerne og finalemodstanderne fra Bayern München, trænede ellers med på fuldt program i mandags. Her sagde han til de omkringstående journalister, at 'han ikke havde nogle problemer'.
Tirsdag eftermiddag var han igen med. Men under et småspil tog han sig pludselig til venstre lår, og den offensive troldmand forlod derefter træningsområdet. Det skriver tyske bild.de.
Manager Michael Zorc udtalte efterfølgende til bild.de:
- Mario kan mærke noget i sit lår igen. Det er derfor han stoppede. Vi ved ikke hvor slemt det er, og om han stadig lider under det, fortalte han.
Mario Götze, der i denne sæson har scoret hele 19 gange for Dortmund, begyndte på en let træning for omkring en uge siden. Men det kan altså være, at han kom for tidligt tilbage på træningsbanen.
Den tidligere Bayern München-legende Lothar Matthäus, siger til skysports.com, at Dortmund uden Götze stadig vil have en god chance for at slå Bayern.
- Det store spørgsmål er, om han kan spille, og derefter er spørgsmålet så, hvor klar han er til det, siger han.
- Han har ikke spillet i de seneste tre og en halv uge. Jeg vil mene, at Mario ikke kan blive 100 pct. klar, siger Lothar Matthäus.
Dortmund og Bayern München møder hinanden i Champions League-finalen på lørdag.