Nato afslutter mission i Afghanistan

Skrevet af admin

28/12/2014

Dagens topnyheder

Nato afsluttede søndag formelt alliancens krig i Afghanistan med en nedtonet ceremoni i Kabul efter en 13 år lang konflikt, som efterlader landet med tiltagende vold fra oprørsbevægelsen Taliban.

Ceremonien blev planlagt i hemmelighed på grund af frygt for talibanangreb i hovedstaden, som er blevet rystet af gentagne selvmordsbomber og skudangreb i de seneste år.

- Sammen har vi løftet den afghanske befolkning ud af fortvivlelsens mørke og indgydt dem håb for fremtiden, sagde den øverstbefalende for Nato-styrkerne i landet, den amerikanske general John Cambell.

- Jeg håber, I føler stolthed over den positive indvirkning, I har haft, og som I vil fortsætte med at have på den afghanske befolkning, sagde Campbell videre i en tale ved ceremonien, som fandt sted i en sportshal i Nato-hovedkvarteret i Kabul.

Her blev den gradvise overgivelse af ansvaret for sikkerheden afsluttet, men de 350.000 mand i de afghanske sikkerhedsstyrker overtog allerede sidste år ansvaret for landets sikkerhed.

Fra 1. januar 2015 vil den amerikansk-ledede internationale sikkerhedsstyrke - kaldet Isaf - blive helt erstattet af den nye uddannelsesmission.

Samlet har 3485 i kampstyrken Isaf mistet livet i Afghanistan siden 2001.

Den nye mission - Resolute Support - kommer til at bestå af en styrke på i alt 12.500 Nato-soldater. De vil ikke indgå i direkte kamp men i stedet bistå den afghanske hær og politi i kampen mod Taliban. Den afghanske sikkerhedsstyrke kommer op på 350.000 mand.

Da kampen var på sit højeste tilbage i 2011, var der omkring 130.000 soldater fra 50 nationer med i Natos militæralliance i landet, skriver AFP.

Præsident Barack Obama sagde i sin juletale til amerikanerne, at "vores længste krig vil få en ansvarlig afslutning".

Antallet af amerikanske tropper i Afghanistan vil blive halveret ved udgangen af næste år. Og ved udgangen af 2016 vil den amerikanske tilstedeværelse være reduceret til en ambassade i landet.

USA vil fortsat yde luftstøtte til det afghanske militær, og man kan hurtigt opgradere tilstedeværelsen, hvis Taliban øger sin styrke.

/ritzau/