NBA: Vest besejrer øst i tæt All Star-kamp

Skrevet af admin

16/02/2015

Dagens topnyheder

Russell Westbrook blev kampens store profil, da vest besejrede øst i den årlige All Star-kamp i NBA, der blev spillet natten til mandag dansk tid.

Basketballspilleren fra Oklahoma City Thunder scorede 41 point for Western Conference-holdet, der besejrede holdet fra Eastern Conference med 163-158.

Det skete efter en meget tæt kamp i Madison Square Garden i New York.

Russell Westbrook var blot et point fra at tangere Wilt Chamberlains rekord fra 1962 for flest scorede point i All Star-kampen.

Westbrooks 27 point i første halvleg var dog flere, end nogen anden spiller tidligere har scoret i første halvdel af kampen.

Oklahoma-profilen blev også kåret som All Star-kampens MVP, den mest værdifulde spiller.

Cleveland Cavaliers-stjernen LeBron James var bedst for øst-holdet med 30 point.

/ritzau/