Den 32-årige basketballspiller fra Minnesota Timberwolves Mo Williams glemmer næppe tirsdagens NBA-kamp mod Indiana Pacers lige foreløbig.
Williams tegnede sig for hele 52 point og var dermed manden bag den første Minnesota-sejr i lang tid.
Holdet havde inden kampen tabt 15 ligakampe på stribe, men det satte Williams en stopper for.
Han scorede næsten halvdelen af sit holds point i sejren på 110-101 over Indiana.
Det tabende holds træner, Frank Vogel, måtte bare bøje sig for Williams' præstation.
- Han var helt vildt i zonen. Somme tider rammer en spiller bare zonen i en helt vild grad, siger Vogel ifølge nyhedsbureauet AFP.
Sejren ændrer dog ikke ved, at Minnesota ligger klart sidst i Western Conference med seks sejre og 31 nederlag i 37 kampe.
/ritzau/