Nedtur for Jan Ø. Jørgensen i sæsonfinalen

Skrevet af admin

18/12/2014

Mest læste i dag

Jan Ø. Jørgensen var på vej mod en perfekt start ved badmintonspillernes sæsonfinale Dubai World Superseries Finals i Dubai.

Men den danske verdenstreer tabte torsdag 22-20, 18-21 12-21 til japanske Kento Momota, der er nummer 14 i verden, og som for første gang vandt over Jan Ø. Jørgensen efter tre nederlag i træk.

Nederlaget betyder, at både Jan. Ø Jørgensen og Momota er noteret for en sejr og et nederlag i gruppe B.

Spillerne var uadskillelige i første sæt, men Jan Ø. Jørgensen var bedst i slutfasen og udnyttede sin anden sætbold.

Til gengæld haltede danskeren for det meste efter i andet sæt, og i tredje sæt var favoritten chanceløs. Jan Ø. Jørgensen var på intet tidspunkt foran i det afgørende sæt.

I den anden gruppe tabte Hans-Kristian Vittinghus som ventet til den kinesiske verdensmester Chen Long, men først efter tre sæt. 21-13, 10-21, 9-21 tabte Vittinghus, der ligesom Jan Ø. Jørgensen står noteret for en sejr og et nederlag.

Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen sejrede med 16-21, 21-19, 21-16 over et japansk par og er dermed noteret for to sejre i to kampe. Det lignede længe et nederlag torsdag, da danskerne var bagud 16-19 i andet sæt.

I mixeddouble vandt Joachim Fisher og Christinna Pedersen ligeledes for anden gruppekamp i træk, da duoen vandt 21-15, 22-20 over et par fra Indonesien. Fischer/Pedersen er uden sættab i de første to gruppekampe.

/ritzau/