Det var angiveligt uenighed om retten til samvær med en tre-årig søn, der fik en 37-årig nordjyde til at lægge videoklip af sig selv og eks-kæresten - drengens mor - på en pornoside.
Manden blev i dag idømt 40 dages fængsel for at have offentliggjort sex-videoerne. De 20 dage af dommen blev gjort betinget.
Det skriver Nordjyske.
Retten lagde vægt på, at det var en skærpende omstændighed, at den 37-årige havde nævnt eks-kærestens navn og arbejdsplads i forbindelse med videoerne.
Det talte også straffen op, at videoerne var i god kvalitet med lyd.
Med i dommen var også et tilfælde af vold. Den 37-årige blev kendt skyldig i at have skubbet til eks-kæresten, så hun var faldet.
Han har endnu ikke besluttet, om han vil anke dommen.