Selv om flere læger og psykiatere åbent advarer mod det voldsomme forbrug af ADHD-medicin, skriver Ekstra Bladet søndag, at salget af de kostbare piller fortsætter med at stige.
Ifølge endnu ikke offentliggjorte tal fra Statens Serum Institut fik 38.000 danskere ADHD-medicin i 2012, og det er en stigning på 3000 på kun et år. Og det er rystende, mener Asker Stig Nielsen, som er speciallæge i psykiatri i Randers.
- Det er vanvittigt, at tallet bliver ved med at stige, men det kommer desværre ikke bag på mig. ADHD er blevet et modefænomen, og jeg mener, at både patienter og læger skal være meget mere kritiske, siger Asker Stig Nielsen til avisen.
I 2001 var blot 2400 danskere i behandling med ADHD-medicin, og siden er antallet af patienter steget hele 15 gange.
På grund af den ekstreme stigning udsendte Sundhedsstyrelsen i 2010 en vejledning, som slog fast, at det er en specialist - for eksempel en psykiater - som skal vurdere, om en person skal have medicin.
Alligevel mener Asker Stig Nielsen, at barren for en ADHD-diagnose er så lav, at alle kan hoppe over den.
- Det er ofte svært at stille en psykiatrisk diagnose - også for psykiatere. Mange symptomer på andre problemer - for eksempel kriser, depression eller misbrug - ligner ADHD-symptomer, siger Akser Stig Nielsen.
- Og det er nemt at fejldiagnosticere en voksen med ADHD, hvis man som læge eller psykiater ikke kommer i dybden med tingene. Diverse test inviterer til lette løsninger og til at fejldiagnosticere ADHD.
Henrik Dibbern, der er formand for de praktiserende læger, afviser, at hans medlemmer har en del af ansvaret for, at antallet af ADHD-patienter bliver ved med at stige.
Også selv om netop den praktiserende læge ofte er første skridt på vejen, når et forældrepar oplever, at deres barn har adfærdsmæssige problemer i skolen.
- Praktiserende læger stiller ikke diagnosen og udskriver ikke ADHD-medicin. Det gør kun psykiaterne, siger Henrik Dibbern til Ekstra Bladet.
- Men problemet er, at de danske psykiatere er underlagt internationale komitéer, som vedtager nye diagnoser. Disse komitéer er under stor indflydelse af medicinalindustrien, og på den led er kritikken reel.
/ritzau/