Ny DSB-direktør har fortid hos Waterfront

15/01/2013 11:52

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

Mens kritikken rasler ned over DSB i sagen om samarbejdet med pr-bureauet Waterfront har det statslige togselskab ansat en ny direktør for kommunikation og branding.

Ny mand i toppen af DSB's kommunikations- og markedsføringsindsats bliver 44-årige Lars Kaspersen, der kommer fra en stilling som kommunikationschef i Post Danmark.

Men den nye direktør har ifølge Journalisten.dk også en fortid som rådgiver hos Waterfront, som ifølge DR-programmet 21 Søndags afsløringer gennem en årrække har fået betaling for at fodre journalisten Lars Abild med opgaver, så han ikke havde kræfter til at skrive kritiske historier om DSB.

- Det er omkring 15 år siden. Der må være en forældelsesfrist. Der er ingen sammenhæng overhovedet. Jeg har ikke talt med dem siden og har ingen relationer til dem,­ siger Lars Kaspersen til Journalisten.dk

Det var tilbage i slutningen af 1990'erne, at Lars Kaspersen i en kort periode arbejdede som rådgiver for Waterfront.

Siden har Lars Kaspersen blandt andet arbejdet som pressechef hos Socialdemokraterne og personlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S), før hun blev statsminister.

Lars Kaspersen har også selv været politisk aktiv som folketingskandidat for Det Radikale Venstre og formand for Radikal Ungdom.

Den tidligere kommunikationsdirektør Jakob Høyer fortsætter som underdirektør i DSB Kommunikation.

/ritzau/