Ny undersøgelse: Gravide vil kvitte smøgerne for 4000 kroner

Skrevet af Jesper Larsen

28/01/2015

Mest læste i dag

Et nyt opsigtsvækkende studie har afsløret, at gravide kvinder er mere tilbøjelige til at kvitte smøgerne, hvis de bliver tilbudt gavekort for 4000 kroner, skriver Metro. 

Studiet er offentliggjort i det anerkendte britiske lægetidsskrift, British Medical Journal, og forskerne undersøgte 612 kvinder, der var mellem 16 og 24 uger henne i graviditeten. 

Målet var at se, om kontant belønning kunne få de rygende kvinder til at lægge smøgerne på hylden, mens de var gravide. 

For ifølge forskerne er rygende gravide en stor omkostning både for sundhedsvæsenet og skatteyderne. De vurderer, at rygning kan kædes sammen med 5000 aborter hvert år, samt hundredevis af dødfødte og døde spædbørn.

Konsekvenser der beløber sig til omkring 900 millioner kroner årligt for det britiske sundhedsvæsen. 

Forskerne delte de gravide op i to grupper. Den ene blev tilbudt sundhedsvæsenets normale tilbud om rygestop, mens den anden fik det samme tilbud, men derudover fik lagt for 4000 kroner gavekort oveni som belønning for at stoppe. 

Gavekortene blev udstedt løbende frem mod den 38 uge, hvis de klarede at holde sig røgfri. De to grupper viste at klare sig væsentligt forskelligt. 

I den gruppe, der ikke fik penge, var der kun 9 procent, der holdt sig røgfri, mens tallet for gruppen, der fik gavekort, var på 23 procent. 

Forskerne har efterfølgende erkendt, at det kan være problematisk at tilbyde penge for at gravide skal stoppe med at ryge, men de påpeger, at omkostningerne forbundet med rygning er så store, at der kan være kontant belønning for skatteyderne også .