Cypern reddet i 11. time

25/03/2013 05:07

BNB

Nyheder
Ifølge eurogruppen, der består af eurozonens økonomi- og finansministre, vil Cyperns næststørste bank, Popular Bank of Cyprus - også kendt som Laiki - øjeblikkeligt blive opløst og delt ind i en »god« bank og en »dårlig« bank, hvoraf den dårlige med tiden vil blive lukket ned. Den gode bank vil blive en del af Cyperns største bank, Bank of Cyprus, der bliver omstruktureret. Det betyder, at indskud på under 100.000 euro i Laiki vil blive overført til Bank of Cyprus, mens indskud på over 100.000 euro, som ifølge EU-lovgivning ikke er forsikret, vil blive indefrosset og brugt til at afvikle gæld. Det vil betyde store tab for rige kunder, heriblandt mange russere. Den omstridte engangsskat på bankindskud, som tidligere er blevet afvist i det cypriotiske parlament, er til gengæld ikke en del af redningsplanen. Det var på et hængende hår, at parterne blev enige om en aftale, eftersom Den Europæiske Centralbank (ECB) har annonceret, at den senest midnat mandag vil kappe livlinen til de cypriotiske banker, hvis ikke der kommer en løsning på bordet. Cypern får første rate af redningspakken på i alt ti milliarder euro i begyndelsen af maj, når alle formaliteter er kommet på plads, siger Klaus Regling, leder af eurozonens redningsmidler, ifølge Reuters.

Mest læste i dag