Minkavlerne høvler milliarder hjem i disse år for de danske minkskind, der er højt værd- og prissatte i udlandet.
Den første af årets fem danske pelsauktioner er netop slut med historisk høje priser og velkomne indtægter til den slunkne danske statskasse.
Efter medieballaden de senere år om skambidte mink står dansk pelsdyravl nu midt i en boomende eksportsucces med milliardindtægter, som især skyldes stor afsætning til de mange millioner nyrige i Kina.
Succesen kommer ikke mindst Udkantsdanmark til gode, for her ligger minkfarmene.
Interessen er så stor, at kineserne ligefrem viser stigende interesse for også at opkøbe danske minkfarme.
En kinesisk investor har allerede tidligere i år postet penge i to danske minkfarme plus omlægning af en tredje landbrugsbedrift i Nordjylland.
Og flere seriøse købere er snart på vej, fortæller administrerende direktør i Kopenhagen Fur, Torben Nielsen. Det mener han ligesom Dansk Pelsdyravlerforening ikke man skal være bekymrede for, tværtimod. Det kan Danmark være stolt af.
- Vi laver verdens bedste minkskind. Det handler om, at vi har et klima, som er perfekt til mink. Vi har også det bedste og friskeste foder, og så har vi en knowhow, som ingen andre lande kan gøre os efter, siger han.
Mens salget af mink i disse år konstant sætter nye rekorder, og mange minkavlere gerne vil udvide produktionen, så står et andet af verdens største minkproducentlande over for et forbud.
Det hollandske parlament ventes tirsdag at forbyde minkavl med en udfasningsperiode frem til 2024. Det sker med henvisning til dyrevelfærd og det etiske problem i at holde dyr i små bure for at lave et ikke livsnødvendigt produkt som lukssuskind.
Også andre lande som England, Østrig, Kroatien og Bosnien har forbudt minkavl.
/ritzau/