Obamas tale vil sætte middelklassen og økonomien i fokus

Skrevet af admin

21/01/2015

Dagens topnyheder

Natten til onsdag dansk tid kommer den amerikanske præsident, Barack Obama, med sin årlige redegørelse om nationens tilstand i den traditionsrige politiske tale State of The Union.

Og her vil præsidenten fortælle amerikanerne, at det for alvor er tid til økonomiske reformer til gavn for middelklassen. Samtidig skal "der vendes en side", når det kommer til både recession og krig.

Det fremgår af dele af talen, som Det Hvide Hus har givet til blandt andet nyhedsbureauet Reuters.

- På nuværende tidspunkt - med en voksende økonomi, skrumpende underskud, livlig industri og blomstrende energiproduktion - har vi rejst os fra recessionen og er nu mere frie til at skrive historien om vores egen fremtid end nogen anden nation i verden, vil Obama sige i talen.

- Det er nu op til os at beslutte, hvem vi vil være i de kommende 15 år og årtierne, der vil følge, vil det lyde ifølge de offentliggjorte uddrag af talen.

Yderligere kommer Barack Obama til at adressere kampen mod den militante oprørsgruppe Islamisk Stat, der det seneste år blandt andet har skabt rædsel i Syrien og Irak.

Præsidenten vil slå fast, at USA vil bekæmpe gruppen, men at det kommer til at tage tid. Derfor er det også nødvendigt for Kongressen at vedtage resolutioner, der gør det mere effektivt at bekrige jihadisterne.

Cyberkrig og hackerangreb kommer ligeledes til at få en fremtrædende plads i Obamas tale. Han vil blandt andet opfordre Kongressen til at vedtage en ny lovgivning, som har til hensigt at forpurre fremtidige angreb mod nationen i cyberspace.

- Hvis ikke vi handler, vil vi gøre vores nation og vores økonomi sårbar. Hvis vi derimod handler, kan vi blive ved med at beskytte de teknologier, der har skabt muligheder for mennesker over hele kloden, kommer det ifølge Reuters til at lyde fra præsidenten.

/ritzau/Reuters