Observatørgruppe: IS begår massakre ved byen Kobani

Skrevet af admin

26/06/2015

Dagens topnyheder

Under det seneste døgn, hvor Islamisk Stat (IS) har angrebet den kurdiske by Kobani i det nordlige Syrien, er 120 civile blevet dræbt, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

- Ifølge lægekilder og borgere i Kobani er 120 blevet henrettet af IS i deres hjem eller af deres raketter eller snigskytter, siger Rami Abdel Rahman, der leder den syriske overvågningsgruppe.

Nyhedsbureauet Reuters citerer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder for, at 146 civile er dræbt, men i det tal er også indregnet de døde i en landsby, der ligger i nærheden af Kobani.

Rahman kalder det den største IS-massakre på civile siden drabet på hundredvis af medlemmer af en sunnimuslimsk klan Sheitaar i det østlige Østlig Syrien sidste år.

IS blev i begyndelsen af året trængt helt ud af Kobani af de kurdiske forsvarsstyrker, men den islamistiske milits har iværksat en ny offensiv mod byen.

Torsdag trængte militsfolkene ind i Kobani og kom i kamp med de kurdiske YPG-styrker.

/ritzau/AFP