Han har frem til sin pensionering sidste år solgt især livsforsikringer og pensionsordninger – både ude i kundernes stuer som assurandør og som chef for andre assurandører. Og han har set det meste af pensionsbranchen indefra med en karriere, der gik fra det hedengangne Baltica over Hafnia, Codan og Tryg kun afbrudt af knap fire år som underviser på Forsikringsakademiet inden de afsluttende 13 år i Danica.
Nu har retssagen mandag og tirsdag i Østre Landsret i denne uge fået Paul Erik Christensen til at kontakte Berlingske Business. For han var så at sige øjenvidne til netop det spørgsmål, som sagen handler om: Fik tusindvis af danskere en garanti for en fast årlig forrentning af deres pensionspenge, eller fik de kun en garanti for et mindstebeløb til pensionen?
»Når jeg læser din artikel og har liggende i baghovedet, at Nordea vandt en tilsvarende sag i 2007, vil alle nok sige, at det var forkert, at jeg ikke stod frem og sagde, hvad jeg vidste. Jeg har undervist i dette her, og jeg har solgt produktet, og jeg har altid sagt til kunderne, at der var en årlig mindsterente,« slår Paul Erik Christensen fast.
Sagen har naget ham, og den har jævnligt kæmpet med aftensmaden om pladsen på bordet i spisekøkkenet i villaen i udkanten af Holbæk. Naget, fordi forklaringerne og argumenterne fra sagsøgte SEB Pension i Østre Landsret har været i direkte modstrid med Paul Erik Christensens mangeårige erfaring.
»Der er ingen som helst tvivl om, hvad der blev sagt under salget af livsforsikringer. Vi sagde, at du ikke kunne komme under 4,5 procent i årlig rente. Jeg har også stået og sagt det på kurser, og jeg har rettet hundreder af opgaver på Forsikringshøjskolen (nu Forsikringsakademiet, red.) og sat et V og »fint« ved oplysningen om, at der var tale om en årlig garanteret rente,« fortæller Paul Erik Christensen, der også kan også forklare baggrunden for, at netop den garanterede rente blev fremhævet over for kunderne.
»Det blev netop i salgssituationen sagt, at det var en fordel i forhold til en bank. Der var en tendens til, at folk troede mere på banken end på os assurandører, så vi skulle jo bruge den garanterede rente som et argument for at overbevise dem og sælge noget,« siger Paul Erik Christensen.
Hans oplysninger stemmer fuldstændig med den forklaring, som sagsøger Helge Gøttsche gav i Østre Landsret i mandags. Her forklarede han netop, at Hafnias assurandør tilbage i efteråret 1982 fremhævede den garanterede rente som en fordel frem for at placere pengene i en bank.
Den nu pensionerede læge Helge Gøttsche fik sin police af Hafnia i december 1982, og på daværende tidspunkt var Paul Erik Christensen ansat i Hafnia med ansvar for blandt andet teambuilding. Han fulgte senere med over i Codan som salgschef, og han husker, hvordan selskaberne havde meget fokus på lægerne.
»Som salgschef i Codan havde jeg nogle meget dygtige assurandører, der kun beskæftigede sig med lægerne. De var de dygtigste assurandører, for vi ville jo gerne holde på lægerne. De var et godt klientel, og de fik ekstra service og et årligt besøg,« siger han til Berlingske Business.
I Østre Landsret støtter sagsøgeren sig til sin hukommelse og noter, som han tog i 1982 under Hafnia-assurandørens besøg, og advokaterne for SEB – udløberen af Hafnia <saxo:ch value="226 128 147"/> sagde under proceduren, at den menneskelige hukommelse er noget af det mest upålidelige i en retssag.
»Jeg synes, det er synd for lægen, for det er rigtigt, hvad han siger,« lyder det fra den forhenværende assurandør.
SEB Pension og resten af pensionsbranchen hævder, at der aldrig har været tale om en garanteret årlig rente – men om en garanteret ydelse. Men det begreb stødte Paul Erik Christensen først på i forbindelse med den retssag om samme emne, som Nordea Liv & Pension vandt i 2007.
»Jeg havde aldrig hørt om ydelsesgaranti før 2007, da jeg læste om Nordea-sagen. Derefter begyndte jeg at sige, at det ikke holdt stik med garantierne – men det var ikke noget, jeg fik besked på. Ingen overordnede har nogensinde sagt, at det var forkert at bruge garantien som salgsargument. Og vi fandt ikke selv på salgsargumentet, men jeg tror, at mine direktører har været i lige så god tro som mig,« siger Paul Erik Christensen.
Han krymper sig lidt ved tanken om, at han hvert år i december plejede at opfordre kunderne til at foretage indskud med argumentet, at et ekstra indskud også var omfattet af den samme rentegaranti.
»Jeg har endda siddet med folk, som ikke helt vidste, om de havde nok til at smide 100.000 kroner mere ind i det år. Men så sagde jeg, at de var garanteret en rente på 4,5 procent. Så sent som i 2005-2006 har kunder spurgt mig direkte, om deres rente var årlig og garanteret, og jeg sagde ja,« siger Paul Erik Christensen.
Men han påpeger også, at renterne for 25 år siden var på et helt andet niveau. Det var ikke usædvanligt med boliglån til 20 procent og dermed tilsvarende muligheder for afkast.
»Vi sagde også til folk, at vi ikke troede på, at renten nogensinde kom derned. Vi kunne ikke drømme om, at renten ville blive så lav, og diskussionen var nærmest omvendt, så kunderne spurgte os, hvad de skulle med en garanti på 4,5 procent. Så kunne de jo investere pengene bedre et andet sted. Til det sagde vi netop, at der var en garanti for en årlig forrentning, uanset hvad der skete,« forklarer Paul Erik Christensen.
Han har svært ved at forstå, hvad der foregår lige nu.
»Der rendte hundredvis af assurandører rundt og sagde det samme i hele landet – at renten var garanteret. Det måtte da være kommet ledelserne for øre. Og vi assurandører var til en årlig eksamen, som havde form som en salgssituation over for en fiktiv kunde. Der sagde vi også hver gang, at der var tale om en årlig garanteret rente,« siger han.
Paul Erik Christensen har tøvet med at stå frem, fordi han frygter at blive skudt i skoene, at han blot vil hytte sin egen pensionsopsparing. Den er som for stort set alle andre danskere over 50 år placeret til fast rente.
»Jeg har jo selv troet på det, og jeg er ret hårdt ramt på mine egne penge,« siger han.
