Økonom: Pres mod kronen fortsætter trods ultralav rente

Skrevet af admin

02/02/2015

Mest læste i dag

Nationalbankens stop for udstedelse af statsobligationer i fredags har allerede fået konsekvenserne på børserne.

Investorerne er søgt over i de eksisterende serier, og det har blandt andet betydet, at renten på den 10-årige statsobligation mandag formiddag røg ned i 0,25 procent.

Det er 0,11 procentpoint lavere end i fredags, og det betyder også, at den 10-årige danske rente for første gang siden 2012 er lavere end den tilsvarende tyske, der ligger på 0,31 procent.

- Nationalbanken har jo forsøgt at gøre det så lidt attraktivt som muligt at placere penge i Danmark for at lette presset på kronen.

- Og den lave 10-årige rente er et af de checkmarks, man har for at se, om det er lykkedes. Indtil videre ser det ikke ud som om, at det har afskrækket investorerne ret meget, siger Steen Bocian, der er cheføkonom i Danske Bank.

Han ser rentespændet på 0,06 procentpoint som et udtryk for, at troen og tilliden til kronen stadig er stærkere end euroen.

- Når investorerne på trods af, at de kan få en bedre rente i tyske papirer, alligevel vælger de danske obligationer, så er det formentlig fordi, at der stadig er en smule usikkerhed om Den Europæiske Centralbanks opkøbsprogram.

- Men det kan også skyldes overvejelserne om, hvorvidt Danmark kan bevare fastkurspolitikken, siger han.

Under alle omstændigheder er det for tidligt at drage for mange konklusioner endnu i forhold til, om der skal yderligere greb til for at lette presset mod kronen.

- Der går formentlig et par dage, hvor vi lige skal se, hvordan tingene lander, og hvordan markedet absorberer de nye tiltag, siger Steen Bocian.

/ritzau/